Fortsatte problemer med prøvetagning og datavisning
Nordic Sugar har fra starten af kampagnen haft problemer med prøvetagningen. Særligt på fabrikken i Nykøbing volder installationen af de nye prøvetagere problemer.
På fabrikken i Nakskov fungerer de nye prøvetagere bedre.
Vi oplever tre typer problemer:
- Mekaniske problemer: De mekaniske problemer betyder, at prøvetagerne indimellem går i stå.
For dig som dyrker vil det kunne ses som en leverance med prøvemarkering, men prøven mistes, og derfor kommer der aldrig et prøveresultat.
- Softwareproblemer: Softwareproblemerne vil for dig som dyrker opleves på samme måde.
- Praktiske problemer: De nye prøvetagere medfører, at vi oplever langt flere prøver med en meget lav vægt.
Hvis en prøve vejer under 10 kg, kasseres den automatisk, og den vil også fremgå som en prøve uden resultat.
Status lige nu er at prøvetagerne siden onsdag har fungeret på begge fabrikker.
Ændring i data på hjemmesiden:
Udover problemerne med prøvetagerne er der også sket en ændring i den måde, vi viser data på hjemmesiden. Lige nu vises der kun minimal information om kampagnens leverancer.
Problemet er ikke kun dansk, men vedrører flere lande inden for Nordzucker-gruppen. Vi arbejder på at sikre en optimal levering af data på hjemmesiden.
På vores app (Sukkerroer) finder du de mest detaljerede oplysninger om dine leverancer. Appen kan hentes i Play Store/Apple Store afhængig af, hvilken telefon du bruger.
For at afhjælpe problemerne med manglende prøvetagning på fabrikken i Nykøbing har vi flyttet leverancer fra Nykøbing til Nakskov, hvor vi har bedre mulighed for at tage prøver.
Vi har en løbende dialog med Dyrkerforeningen om, hvordan vi finder en løsning for de dyrkere, der har fået taget færre eller prøver end den beregnede prøvefrekvens og i enkelte tilfælde slet ingen prøver.
Nordic Sugar er indstillet på at finde en løsning, der sikrer en rimelig og fair behandling af disse dyrkere og sikrer tilliden til at prøvetagningen foregår som aftalt i kontrakten.