Aktuelt framarken uge 26, 2020
Vækst
Roerne vækstforhold er helt optimale efter en god regn op til sidste weekend og nu fuld sol og varme og dage med mange lyse timer i døgnet.
Skadedyr
Generelt anses ferskenbladlus for kun at være et problem i de Force-bejdsede marker.
De sorte bedebladlus findes kun med forholdsvis lille forekomst og oftest mest i kanterne af markerne. Bekæmpelsestærsklen er ved mere end 50 % roeplanter med kolonidannelse, og så høj forekomst er ikke fundet inde i markerne.
Ferskenbladlus (de grønne), som for det meste sidder enkeltvist på bagsiden af de store roeblade, er fundet i varierende omfang. Skadetærsklen for bekæmpelse er ved fund af mere end en lus pr. plante. I området Sydøstlolland (Nysted – Holeby) er fundet en del marker med behov for bekæmpelse. I det øvrige dyrkningsområde er der også konstateret ferskenbladlus, men i langt de fleste marker under tærsklen for bekæmpelse.
Det er derfor vigtigt selv at følge forekomst og udvikling af ferskenbladlus i egne marker. Se video om fund af ferskenbladlus – klik her.
Ved bekæmpelse er der nu mulighed for anvendelse af enten Pirimor med 0,280 kg pr. ha, Teppeki med 0,140 kg pr. ha eller Movento med 0,75 l pr. ha. Pirimor og Teppeki må kun anvendes en gang pr. sæson, og Movento to gange pr. sæson. Pirimor eller Teppeki er mest relevant prismæssigt, hvor Teppeki er billigst. Pirimor er mest krævende mht. gode sprøjteforhold (lunt og stille vejr).
Se mere om de enkelte lusemidler ved klik her.
Enkelte steder kan langs hegn (træer og buske) ses angreb i kanten af marken af bladtæger, som giver gule bladspidser og krusede blade. Ved kraftige angreb kan en randbehandling med Karate/Lamdex være aktuel.
Roeblade efter angreb af bladtæger. Bladene er krusede, med gule bladspidser og ofte kan ses en sort plet i bladnerverne på undersiden af bladene, hvor tægerne har stukket.
Ukrudt
Randrensning kan stadig være relevant, hvor der er ukrudt at køre efter. Det kan nu ikke undgås at beskadige roebladene ved radrensning, men dette vil være af mindre betydning i forhold til, hvad det koster at have en mark med meget stort ukrudt.
Mikronæring
Tilførsel af bor er stadig relevant, hvis det ikke allerede er gjort. Bortilførsel kan kombineres med bekæmpelse af lus.