Vejrudsigten lover vinterligt vejr!






 

Hvis du har roer i jorden eller udækkede roer i kule, bør du holde ekstra øje med vejrudsigten.


Roer i kule
Ubeskyttede roer i kule tåler ikke temperaturer under minus 3°C i længere perioder, og særligt i kombination med kraftig vind kan der ske skade på roerne i kule.
Derfor bør roer, der ligger i kule beskyttes mod frost, inden frosten indtræder. Nordic Sugar betaler omkostningerne for kuledækning for roer, der skal leveres efter 10. december.

Ved kraftigt blæst kan det være udfordrende eller helt umuligt for kuledækkeren at udføre dækningen. Kuledækkerne gør hvad der kan for at følge med, men ved kraftig blæst kan det være, at de gerne vil have en hjælpende hånd.

Det er en mulighed at dække roekulens kant med snittet halm eller med plastik. Hvis du vælger dette, bør du være opmærksom på om roekulerne får det for varmt, når temperaturen stiger, samt at både plastik og halm skal være helt fjernet, når kuledækkeren skal tage dugene af igen.

Se mere om optimal anlæggelse af roekuler, der skal dækkes ved klk her.

Roer i jorden
Prioriter at bruge de gode optagningsdage til at få etableret gode roekuler. Gode roekuler og et godt optagningsarbejde sikrer også roernes langtidsholdbarhed.  
Roer i jorden kan godt tåle et par minusgrader. Har roerne fået frost, bør de blive siddende i jorden i mildt vejr i en lille uges tid.
På billedet øverst ses en roe, der er delvist frostskadet. Det frostskadede væv er gulfarvet og mørkere end resten af den friske roe, som er hvidfarvet. Det er nemt at kontrollere om roerne er frostskadede ved at gå en tur i marken med en spade og hugge nogle udsatte roer igennem. De mest udsatte roer er i sprøjtespor eller forpløjninger, hvor roerne ikke er beskyttet at en tæt roetop. Vær opmærksom på, at i stille vejr er det oftest koldest i de lave områder af marken.

Når frostskadede roer bliver siddende i jorden i mildt vejr, vil de efter en lille uges tid hele sig selv i det frostskadede væv, og dermed blive friske igen og holdbare til at lægge i kule. 

Længerevarende frost, og hård frost kan have større negativ effekt på roerne. Som vist i tabellen nedenfor, vil 1-2 minusgrader i længere tid ikke have en betydelig negativ påvirkning på roerne. Længere frostperioder under minus 3 grader, og især under -10 grader, vil dog skade roerne i en sådan grad, at de vil have svært ved at kunne hele sig selv igen efterfølgende.

Klik på billedet for at se det i større format: