Aktuelt fra marken uge 22, 2025
Vækst
Efter regn i hele dyrkningsområdet ses nu hurtig og stor bladtilvækst. Regnen bevirker, at næringsstofferne, som har været utilgængelige i det øverste tørre jordlag, nu er tilgængelige for roeplanterne.
En hel del marker vil allerede i løbet af næste uge lukke rækkerne.
Enkelte marker er stadig gulmarmoreret efter ukrudtssprøjtning med Centium, men det vil kun være forbigående med den store nytilvækst af blade.
Skadedyr
Omfanget af skadedyrsangreb er meget begrænset, og der er for nuværende ikke behov for bekæmpelse af insekter.
Der kan mange steder findes lidt gammel minering efter bedefluens larve, men ikke i et omfang, så der er behov for bekæmpelse, og der ses kun meget begrænset forekomst af ny æglægning. Det fugtige vejr kan i øvrigt bevirke, at nogle af bedefluens æg vil gå til grunde.
Enkelte sorte bedelus er fundet i ugens moniteringer, men heller ikke her i et omfang, så der er behov for bekæmpelse.
Det er vigtigt ikke at medtage insektmiddel (Lamdex) i eventuelle kommende behandlinger (mikronærings- eller ukrudtsbehandlinger) for at beskytte nyttedyrene, som der findes en del af i roemarkerne.
Haglskade
Lokalt har der været byger med hagl. Haglskaderne skal på nuværende tidspunkt være meget store, for at det har udbyttemæssig betydning.
Mikronæring
Vær fortsat opmærksom på manganmangel (lysmarmorerede planter) i områder af markerne. Især når der er en stor tilvækst, kan der hurtigt opstå manganmangel.
Manganmangel må ikke forveksles med clomazonskade.
Tilførsel af bor er endnu for tidligt og skal vente, til roerne har lukket rækkerne.
Ukrudt
Der ses en del ukrudt i mange marker. Hvis der er mere ”kemi” tilbage, og der endnu er ukrudt tilbage, anbefales at udføre endnu en behandling, så snart det er muligt at køre i markerne igen. Vær specielt opmærksom på de højtvoksende ukrudtsarter som melder, raps, hundepersille, natskygge, kamille mm..
Radrensning bør foretages, så snart jorden er tørret op, og inden ukrudtet bliver for stort. Sørg for at få dækket så meget ukrudt som muligt i rækkerne ved at mulde jord ind mellem roerne. Hold øje med nyfremspiring efter første radrensning og kør eventuelt igen, hvis der kommer nyfremspiret ukrudt.
HUSK!
Roedagen på Sofiehøj i Holeby den 11. juni – se mere ved klik her.