SAI bæredygtighedstjek 2025

 

Fælles indsats for bæredygtighed i sukkerroedyrkningen

Tjeklisten består af 120 spørgsmål med fokus på økonomiske, sociale og miljømæssige forhold. Mange af emnerne er allerede en naturlig del af dansk og EU-lovgivning, og derfor kunne hovedparten af spørgsmålene besvares hurtigt gennem en telefonsamtale.

Som en del af processen blev 9 af de deltagende dyrkere tilfældigt udvalgt til en ekstra gennemgang med en ekstern auditor i uge 19. Det betød et gårdbesøg, hvor vi sammen med dyrkerne gennemgik dokumentation (f.eks. sprøjtebeviser), og hvor auditøren bl.a. kiggede på placering af dieseltanke og opbevaring af kemi og gødning ud fra et miljørisikovurderingsperspektiv.

Fokus under auditten var især på:

  • Arbejdssikkerhed: Det anbefales at have opdateret førstehjælpsudstyr og eventuelt forny førstehjælpstræningen for at styrke sikkerheden for både dig og dine medarbejdere.
  • Dokumentation: Sørg for at have opdaterede bilag og kvitteringer, f.eks. vedrørende gødning, planteværn, jordprøver der er under 5 år gamle og affaldshåndtering, så de let kan fremvises under en audit.

Selvom vi endnu ikke har modtaget de endelige resultater, har vi en rigtig god fornemmelse. De 9 dyrkere, vi besøgte, var velforberedte, havde styr på dokumentationen og mødte auditten med åbent sind. Vi deltog fra 2 personer fra Agricentret for at støtte og oversætte, hvor det var nødvendigt, og oplevede en rigtig god stemning og samarbejdsvilje hele vejen igennem.

Tak for jeres indsats!

Vi vil gerne rette en stor tak til alle deltagende dyrkere, og især til jer, der blev udvalgt til audit. Auditøren var imponeret over jeres forberedelse og den imødekommende måde, I deltog på. Det har gjort hele processen både nemmere og mere positiv for alle parter.

Det samlede resultat kommer alle til gode, også jer, der ikke deltog denne gang, da det viser vores fælles styrke som leverandører til sukkerkunder, der prioriterer bæredygtighed. Det er med til at sikre, at vores sukker når forbrugerne som et kvalitetsprodukt med omtanke for mennesker og miljø.

Disse tjek foregår hvert 3. år, og næste gang bliver derfor i 2028.