Aktuelt fra marken uge 25, 2026




 

Vækst
Mange steder er roerne nu ved at lukke rækkerne, og der ses stor bladdannelse efter regnen. Der ses tydelige farveforskelle på, hvor lyse-/mørke-grøn toppen er, og dette kan skyldes både sortsforskelle, gødning og såtid.

Ukrudt
Ukrudtsbekæmpelsen er ved at være på det sidste, da mange marker er meget tæt på rækkelukning. Vær dog fortsat opmærksom på sent fremspiret ukrudt og evt. nyfremspiring efter regnen.
Radrensning kan være en god løsning for at få bekæmpet en del af det sidste ukrudt, især hvis der er højtvoksende ukrudtsarter som melder, natskygge, raps, hundepersille mm.
Hvis der har været radrenset tidligere. og der ses nyfremspiring af ukrudt efter regnen, kan det være nødvendigt at gentage radrensningen.

Stokløbere og ukrudtsroer
Der ses nu forekomst af ukrudtsroer og få stokløbere og i markerne. Sørg for gennemgang af markerne første gang ca. midt i juli og gerne lidt tidligere, hvor der er ukrudtsroer, da de er længere fremme i udviklingen. Dette bør gøres for at undgå at der dannes spiredygtige frø.

Skadedyr 

Bedefluer:I insektmoniteringen ses fortsat kun sporadisk ny æglægning på enkelte lokaliteter.
Ny æglægning i egne marker bør fortsat overvåges, idet en ny generation senere på måneden kan imødeses.
Bekæmpelse af 2. og 3. generation bedefluelarver er ofte kun undtagelsesvist nødvendig, men kan foretages, hvis der ses usædvanligt mange æg og begyndende minering på bladene.
Kontaktmidlet Lamdex (op til 0,2 kg/ha) er godkendt mod bedefluelarver, i alt maks. tre behandlinger pr. vækstsæson. Bedste effekt opnås ved begyndende minering (ægklækning), mens effekten er begrænset på larver inde i minerne.

Bedebladlus: Tidligere observerede angreb (primært i markkanter) er reduceret, sandsynligvis pga. nyttedyr og nedbør. Varmt vejr kan fremme ny opformering, mens regn hæmmer udviklingen.
Bekæmpelsestærskel bedebladlus: >50 % af planterne med begyndende kolonidannelse (≥10 lus pr. koloni).

Ferskenbladlus: Enkeltfund registreret på Nordfalster og ved Skælskør. Ingen aktuel bekæmpelse nødvendig, men indikerer potentiel opformering. Udvikling fremmes af varmt, tørt vejr og hæmmes af køligt, fugtigt vejr.
Hold øje med egne marker for forekomst af grønne bladlus. Forekommer primært på undersiden af ældre blade, ofte enkeltvis.
Bladlusene bevæger sig langsomt, når de sidder på bladene. Risiko er smitteoverførsel af virusgulsot med udbyttetab til følge.

Bekæmpelsestærskel (ferskenbladlus):
Under 12 blade: 1 uvinget lus pr. 10 planter
Over 12 blade: 1 uvinget lus pr. plante

Bekæmpelse af grønne eller sorte bladlus kan foretages med Teppeki (140 g/ha) eller Pirimor (280 g/ha). Begge midler er godkendt med én behandling pr. år. Teppeki er afmeldt af firmaet, og der er anvendelses- og opbevaringsforbud efter 1. sep. 2026.

Bladtæger: Roeblade med gule bladspidser og forkrøblede blade ses i enkelte marker især langs hegn og vejkanter. Der kan ofte ses en sort plet i bladnerverne på undersiden af bladene, hvor tægerne har stukket.
Årsagen er angreb af bladtæger, som stikker og suger i bladnerverne. En randbehandling med Lamdex (0,2 – 0,3 l pr. ha) anbefales ved kraftige angreb, sørg for god dækning/høj vandmængde.

Bortilførsel
Nu hvor der er ved at være fuldt bladdække er det tid for tilførsel af bor, hvis det ikke allerede er gjort. Bortilførsel skal ske inden tydelige mangelsymptomer. Se mere herom i tidligere nyheder.

Husk!
Besvarelse af individuel forligsaftale
Besvares senest d. 29. juni kl 12.00

Carbokalk - bestilling til kampagnen, klik her.