Aktuelt fra marken uge 15, 2025





 

Fremspiring
Der ses generelt fin og ensartet fremspiring, og regnen forrige weekend har de fleste steder været tilstrækkelig til at selv roefrø, der lå i tør jord, nu er ved at spire frem. I marker sået midt i marts kan nu tælles over 70.000 fremspirede planter pr. ha.
Enkelte nætter har der været nattefrost, hvilke kan give lidt gule bladspidser på roernes kimblade. Kontrollér evt. lavninger med løs sort jord for evt. bortfrysning af roerne. I sådanne lavninger kan der have været betydeligt koldere end på den øvrige mark. Kimplanter af roer kan dog normalt tåle en hel del frost, før de bortfryser.

Ukrudt
Mange steder er der udsprøjtet clomazon inden fremspiring, og kun i de sidst såede marker, hvor roerne endnu ikke er fremme, kan en sådan sprøjtning fortsat være aktuel. Se nærmere i vores grafer med forventet fremspiring med forskellige såtider – klik her.
Spildraps, vej- og snerlepileurt er arter, der vokser forholdsvist hurtigt ved lave temperaturer, og disse arter kan nu findes fremspiret, stående på kimbladsstadiet. Første behandling bør vente til så sent som muligt, hvor det største ukrudt har fuldt udviklede kimblade, men inden der begynder at komme blivende blade på ukrudtet. På kimbladsstadiet er ukrudtet betydeligt nemme at bekæmpe, end når der er dannet løvblade.
Se mere om doseringer og middelvalg i vores anbefaling ved klik her.

Skadedyr
Trips er allerede set i nogle roemarker. Tripsene er fremme under tørre og solrige forhold og skader kan ses både på undersiden af kimbladene og nogle steder også på kimstænglen, som bliver mørkfarvet og indsnævret. Ved kraftige angreb kan bekæmpelse med ca. 0,1 -0,15 l Lamdex være aktuel (mere end 50 % angrebne planter). Bekæmpelse er bedst midt på dagen i solrigt vejr, hvor der er flest trips fremme.
Hvor kimblade helt eller delvist er forsvundet kan det være harer eller fugle, der er skadevoldere.