Aktuelt fra marken uge 18, 2026
De fleste steder ses en meget fin fremspiring, høje plantetal og god jordfugt omkring frø og rodspire. Det lune og stabile vejr giver gode betingelser for rettidig ukrudtsbekæmpelse.
Ukrudt
Ugens varme har sat godt gang i ukrudtsfremspiringen, og første ukrudtsbekæmpelse er gennemført eller påbegyndes i løbet af ugen i langt de fleste marker. Det er vigtigt at gennemgå markerne og ramme tidspunktet, hvor så meget ukrudt som muligt er fremme, men stadig småt.
Hvor der er anvendt clomazon før fremspiring, ses nu tydelig effekt på ukrudtet (se fotos).
Hvis der ikke er udsigt til regn dagene efter sprøjtning, anbefales det i første sprøjtning kun at anvende 0,75 l Goltix pr. ha for at bevare bladeffekten i samspil med de øvrige midler.
De tørre og solrige forhold giver hurtigt dannelse af et tykt vokslag på planterne, hvilket kan vanskeliggøre bekæmpelsen af bl.a. raps, melder, vejpileurt m.fl., især hvis ukrudtet er blevet for stort og har fået første blivende blad.
Her kan det være aktuelt at øge doseringen af Betanal og Nortron, eller forkorte intervallet til næste sprøjtning.
Se anbefalinger for middelvalg og dosering – klik her.
Frost
Der har været nattefrost flere steder. Roeplanter kan tåle en del frost, men vær særligt opmærksom på lavtliggende marker med løs og tør jord, hvor der lokalt kan opstå så lave temperaturer, at roerne tager skade.
Hvis der har været morgenfrost, anbefales det at udsætte ukrudtsbekæmpelsen til midt på formiddagen.
Synlige skader på kimbladene
Der kan findes roer, hvor der er synlige skader på kimbladene. Det kan skyldes flere forskellige ting, så som fugle, hare, vind eller frost.
Fugle laver gerne et lige klip, som med en saks, af kimbladet. Andre fugle hiver hele planten op, og gerne systematisk og følger rækken.
Hare spiser gerne begge kimblade og i de fleste tilfælde står hjerteskuddet tilbage, og roen vil kunne komme sig. Haren kan også hoppe langs rækken og tage en stribe roer på denne måde.
Nogle roer har hakker i kimbladene, dette kan skyldes at bladkanten er blevet påvirket af frost eller fået en vinde skade, som har ødelagt vækstpunkterne i bladet. Resten af bladet vil vokse normalt, og dermed vil bladet krænge lidt rundt og se deformt ud.
Andre roer er sorte og har mistet kimbladene eller er ved at miste dem. Hvis det er områder i marken, så kan det være frost, som har skadet roerne.
Skadedyr
Følg den løbende monitering af skadedyr via kortet, der opdateres hver onsdag kl. 13 (klik her).
I marker med Buteo Start-bejdsning ses indtil videre færre angreb. Alligevel bør markerne fortsat følges tæt.
I marker med Force-bejdsning kan der forekomme trips, men niveauet ligger fortsat under skadestærsklen.
Den mest følsomme periode er fra fremspiring og frem til blivende blade. Ved kraftige angreb og tydelige skader kan der anvendes: Lamdex 0,1–0,15 l pr. ha.
Husk indtegning af marker
Frist for indtegning er 15. maj. Få det gjort nu, mens sådatoer, sorter m.m. stadig er frisk i hukommelsen.
Vi hjælper gerne telefonisk eller ved fremmøde i vejerboden i Nykøbing.
NBR søger forsøgsarealer
Har du marker, hvor roefrøet ikke er bejdset med Buteo Start, søger NBR (Nordic Beet Research) arealer til forsøg med bekæmpelse af trips.
Kontakt Anne Lisbet Hansen, NBR, på tlf. 21 68 95 88, hvis det kan være relevant hos dig.