Aktuelt fra marken uge 19, 2026






  
Vækst
Det varme vejr, der har været, har givet god vækst i roerne. Ligeledes er der også hurtig vækst i ukrudtet.
I mange marker har roerne nu første sæt løvblade og andet sæt er under udvikling. 
Deforme blade kan lokalt skyldes angreb af trips, hvor der ofte er rødfarvning i kanten af bladene.

Skadedyr
 
Trips
Der ses angreb af trips i enkelte marker, også i enkelte marker sået med Buteo Start-bejdset frø. Ved tydelige skader på mere end 30 % planter og frem til planternes 4-bladstadie kan behandling med 0,1 – 0,15 kg/ha Lamdex være aktuel, hvis der fortsat kan findes mange trips i planterne. Sprøjtning foretages midt på dagen, hvor trips er fremme.  

Mange bedeflueæg!
I flere marker ses der æglægning af bedeflueæg (små hvide æg) på bagsiden af kimblade og  også på første sæt løvblade.
I nogle marker ses æg på alle planter - og det er antallet af æg, der er vigtig at opgøre. En del æg kan dog gå til inden klækning. De friske æg klækker efter 3-6 dage, hvorefter larverne, der er gennemsigtige til hvidlige og bliver op til 6-8 mm lange, borer sig ind i bladet og æder af bladvævet, hvorved der dannes mineringer i bladpladen
Bekæmpelse foretages tidligst ved begyndende minering og afhænger af hvor mange æg, der er på planterne i forhold til antal blade. 
Når planterne bliver større, stiger bekæmpelsestærsklen. Hvis skadetærsklen er overskredet, kan der behandles med 0,2 kg/ha Lamdex.
Ved de to første løvblade er bekæmpelsestærsklen, at der skal være mere end 4 æg pr. plante og begyndende minering.
Ved at tælle antallet af æg på mindst 20 planter fordelt over marken, kan det afgøres, om skadetærsklen er overskredet.
Ved fire løvblade er tærsklen 16 æg pr. plante.
Hvis der er sået frø med insektbejdsning Buteo Start, kan der frem til firebladstadiet forventes en vis effekt på bedefluens larver. Efter 4-bladstadiet forventes effekten at ophøre.

Bedefluens livscyklus:
Æg: 3-6 dage (en del æg kan gå til ved regn, jordstænk mv.) 
Larve: 7-14 (-22) dage 
Puppe: 12-15 (-30) dage
Voksen flue: 4-5 dage
Livscyklus: 30-40 dage
Bedefluen kan have 3 generationer i en vækstsæson.

Det skal bemærkes at Lamdex kun er godkendt med maksimalt tre behandlinger pr. vækstsæson. 
Til bekæmpelse af trips, jordlopper og bedefluelarver er Lamdex godkendt med op til 0,2 kg/ha. 

 
Bedeflueæg Begyndende. minering  

Ukrudt
Mange steder er der nu udført en eller to ukrudtsbehandlinger og tredje behandling er aktuel ved overlevende og/eller nyfremspiret ukrudt, men vent så længe som muligt - indtil der er ny tilvækst i overlevet ukrudt eller nyfremspiret ukrudt har fuldt udviklede kimblade. 
Tilpas ”Goltix”-mængden efter fugtighedsforholdene – ved tørre forhold uden udsigt til regn 0,5 l pr. ha og anvend 1 l ved fugtig jord eller ved udsigt til vand de kommende dage.
Ved stort og besværligt ukrudt anbefales at øge doseringen af Nortron til 0,15 -0,2 l pr. ha.
Effektforstærkning med Centium i bladsprøjtningerne er endnu for tidligt i de fleste marker – der bør ventes til roerne har mindst to par veludviklede blade, inden der anvendes Centium i ukrudtsblandingerne.
På nyfremspirede enårige græsser, f.eks. agerrævehale mm. opnås bedst effekt uden sammenblanding med andre ukrudtsmidler, og når græsukrudtet har friske grønne blade (ca. en uge efter alm. ukrudtssprøjtning).   
Se mere om midler og doseringer i vores generelle anbefaling om ukrudtsbekæmpelse ved klik her.

Husk! 
Indtegning af marker

Frist for indtegning er 15. maj. Få det gjort nu, inden fristen udløber.
Vi hjælper gerne telefonisk eller ved fremmøde i vejerboden i Nykøbing.

Til orientering gælder for i år, som skrevet i Leveringskontrakten §4:
Dyrkeren skal indberette den korrekte placering af alle sine roemarker, angive areal for hver mark samt afgive andre relevante oplysninger via Agriportalen www.sukkerroer.nu. Indberetningen skal ske inden en frist, der fastsættes af NS. Såfremt Dyrkeren ikke overholder fristen for indberetning af markers placering, er NS berettiget til at opkræve et gebyr på 1.500 kr. efter et varsel med frist på mindst 3 dage.

Carbokalk
Til kampagnen 2026 kan nu bestilles via vores eShop – se mere ved klik her.