Aktuelt fra marken uge 20, 2025
Vækst
Generelt god vækst men en del steder er roernes vækst hæmmet af ukrudtssprøjtningerne, og mange steder ses gulfarvede bladspidser, som skyldes eftervirkning af clomazon.
Under tørre forhold og løs jord, kan der opstå manganmangel. Særligt sort jord kan blive udfordret.
Skadedyr
Langt de fleste steder er roerne nu så store, at trips ikke længere er et problem og yderligere bekæmpelse er ikke nødvendig. Skader i form af deforme blade og måske røde bladkanter ses på de udvoksede blade.
Vi minder om, at vi indsamler data om trips i 2025, både fra angrebne og ikke-angrebne marker. Klik her for at se mere om trips, og for at besvare vores spørgsmål.
Der ses udbredt æglægning af bedeflueæg, som nemt kan findes på roebladenes underside (hvide aflange æg, ofte i klynger af et par stykker ved siden af hinanden). Enkelte steder er der set begyndende minering, hvor larven findes inde i bladet, og efterlader gennemsigtige plamager i bladet. Æg på de første fire løvblade er ikke kritisk, men du skal være opmærksom ved minering af bladet. Ikke alle æg bliver til larver, og larven bliver kun på det blad hvor de udklækkes.
En eventuel bekæmpelse er først nødvendig ved udbredt forekomst af minering på roernes blade med mere end 50 % planter med begyndende minering, da larven skal rammes inden den bliver til en flue, der lægger nye æg. Der kan typisk ikke bekæmpes på æg-stadiet.
Ved bekæmpelse anvendes 0,2 l Lamdex pr. ha.
Ukrudt
Vejret og roernes størrelse nærmer sig et punkt, hvor radrensning kan være et godt valg i ukrudtsbekæmpelsen. Når roerne har 6 blade, kan de godt tåle delvis tildækning med jord, uden at det koster meget på væksten.
Besværlig ukrudt som raps, pileurt og hundepersille, kan have gavn af en centium-sprøjtning på nuværende tidspunkt, inden det vokser sig for stort.