Aktuelt fra marken uge 14, 2021

 

 

Såning og såbed
Såningen af roerne begyndte så småt allerede d. 22. - 23. marts og blev så afbrudt af regn den 27. – 28. marts. Efterfølgende kom der et par varme dage sidst i marts med temperaturer op til 18 grader, og dette har sat godt gang i spiring i de tidligt såede marker. Derefter har det været kolde og ustadige forhold. Op til påske og påskedag blev store arealer tilsået. Bygevejr og lave temperaturer bevirker, at der endnu mangler en del, før roesåningen er helt afsluttet.
Efter vinterens frost er det nemt at få lavet et godt såbed. Lerjordene ”falder” rigtigt godt med en god krummestruktur og med god fugtighed omkring frøene, så der er gode fremspiringsbetingelser i markerne.
 
Forventet fremspiring – beregnet
Nedenstående figur viser beregnet fremspiringsdato (kaldet tærskel i figuren) for roer sået henholdsvis den 23. marts og 30. marts. Ved temperaturer under 3 grader vokser roerne ikke. Beregningen er foretaget på baggrund af aktuelle data til 8. april og derefter prognosedata og klimanormal for Guldborgsund Kommune.
Som det ses af figuren, vises at roer sået d. 23 marts er lige ved at bryde igennem. Roer sået d. 30. marts med nugældende prognose og normaltemperaturer kan først forventes at være fremme d. 19. april.


Forventet fremspiringsdato: Antallet af graddage med basis 3 grader, beregnet for henholdsvis normal vejr, sådato d. 23. marts og sådato d. 30. marts. På baggrund af aktuelle data, prognosedata og klimanormaldata for Guldborgsund Kommune. Tærskelværdi (fremspiringsdato) er illustreret på 50 graddage. 

Clomazon og evt. glyphosat
Inden fremspiring (senest tre dage før) anbefaler vi at udsprøjte clomazon i marker med moderat til højt ukrudtstryk, og især hvis der er forekomst af hundepersille – se mere herom i tidligere nyhed. 
For roer, der er sået i april vil fremspiringen være langsom pga. de lave temperaturer, og nogle steder kan det derfor være aktuelt at iblande glyphosat i en clomazonbehandling. Det kan især være oplagt i marker med spildraps og pileurt, som begge spirer tidligt frem ved lave temperaturer. Det er dog særdeles vigtigt at sikre sig, at roernes kimspire ikke er på vej op. 

Skadedyr
Indtil videre har vi ikke hørt om problemer med skadedyr. Det fine såbed har givet god dækning af roefrøene med fin og fugtig jord, så det forventes ikke at mus vil være så udbredt et problem som i de to foregående år.
Vær opmærksom på angreb af agersnegle, hvis det ustadige vejr fortsætter. Problemer med snegle er størst i perioden fra fremspiring til roerne har 2 – 4 blade i kombination med en fugtig jordoverflade (ustadigt vejr). Udspredning af sneglekorn kan være nødvendigt.

Ovenstående billede er fra mark sået den 23. marts, og billedet er taget den 8. april 2021. Der ses god overenstemmelse med ovenstående beregnede fremspiringskurve.