Frostskadede roer - mulighed for egenleverance af afskrabede roer med ok kvalitet





Leveres inden d. 28. december
Efter den sidste uges hårde frost er der nu en del roer, der er helt gennemfrosne, og det gælder især roer, der ligger udækket langs roekulernes kanter. Disse roer er stadig egnede til sukkerudvinding, men efter 8 - 14 dage afhængigt af, hvor varmt det bliver de kommende dage, vil disse roer begynde at gå i forrådnelse, og skal så frasorteres inden levering. Af samme årsag, er vi også nødt til et begrænse dette tilbud til roer som leveres inden d. 28. december.

Kontakt vejerboden, så vi er sikre på kvaliteten er ok
Hvis roedyrkere selv har mulighed for levering og transport af disse afskrabede tilbyder begge fabrikker at modtage disse efter nærmere aftale med vejerboderne på fabrikkerne. Det er selvklart en forudsætning, at roerne har en rimelig kvalitet, så tjek venligst med vejerboden inden du læsser af.

Ikke transport med Nordic Sugars transportører
Vi kan ikke tilbyde at Nordic Sugars transportører skal køre disse afskrabede roer, da dette tidsmæssigt ikke kan lade sig gøre, og det er vigtigt, at transportørerne overholder rækkefølgen af allerede udmeldte leveringer.

Pas på dugene
Når kant-roerne skrabes fri fra roekulerne er det vigtigt passe på Toptex-dugene, så de ikke bliver revet i stykker.

Billede af gennemskåret frostskadet roe fra vores prøvevask.