Aktuelt fra marken uge 20, 2025

 

Vækst

Generelt god vækst men en del steder er roernes vækst hæmmet af ukrudtssprøjtningerne, og mange steder ses gulfarvede bladspidser, som skyldes eftervirkning af clomazon.

Under tørre forhold og løs jord, kan der opstå manganmangel. Særligt sort jord kan blive udfordret.

Skadedyr

Langt de fleste steder er roerne nu så store, at trips ikke længere er et problem og yderligere bekæmpelse er ikke nødvendig. Skader i form af deforme blade og måske røde bladkanter ses på de udvoksede blade. 

Vi minder om, at vi indsamler data om trips i 2025, både fra angrebne og ikke-angrebne marker. Klik her for at se mere om trips, og for at besvare vores spørgsmål.  

Hold fortsat øje med begyndende minering fra bedefluelarver.  

I insektvarslingen ses der i denne uge varieret udvikling af bedeflueæg og minering i markerne. I nogle marker ses æggene at være blevet grå og indskrumpede og er gået til. I andre marker er antallet af æg øget og begyndende minering ses.

Angreb kan ses i hele dyrkningsområdet med tendens til flest bedeflueæg og minering ved kystnære marker samt på Sjælland.

En eventuel bekæmpelse er først nødvendig ved udbredt forekomst af friske hvide æg på undersiden af bladene på mere end halvdelen af planterne, og ved tydeligt begyndende minering på roernes blade.

Ved bekæmpelse anvendes 0,2 l Lamdex pr. ha. Lamdex virker primært ved kontakt til larverne, men effekt forventes også hvis larverne æder af blad med Lamdex på. Midlet forventes at virke 3-5 dage med effekt på maksimalt 50-60 pct. En bivirkning er at Lamdex har negativt effekt på mange nyttedyr.

I insektvarslingen ses i denne uge også de første få individer af sorte bedebladlus, og samtidigt ses de første nyttedyr, soldaterbiller og mariehøns, der ernærer sig af bladlusene.

Ukrudt

Vejret og roernes størrelse nærmer sig et punkt, hvor radrensning kan være et godt valg i ukrudtsbekæmpelsen. Når roerne har 6 blade, kan de godt tåle delvis tildækning med jord, uden at det koster meget på væksten. 

Besværlig ukrudt som raps, pileurt og hundepersille, kan have gavn af en centium-sprøjtning på nuværende tidspunkt, inden det vokser sig for stort.