Aktuelt fra marken uge 32, 2025

 

Bladsvampebekæmpelse er aktuelt

I marker, hvor der endnu ikke er foretaget første behandling mod bladsvampe, anbefales det at gennemgå planterne. Ved synlige symptomer bør der straks iværksættes bekæmpelse.

I monitering af bladsvampe ses udvikling i rust i hele dyrkningsområdet. I de fleste marker ses nu også begyndende angreb af Cercospora. I enkelte marker ses angreb af meldug.

Svampebehandling nummer to er aktuel i de marker, hvor

  • der nu ses nye friske angreb af bladsvampe
  • dog tidligst 21 dage efter første behandling for at overholde sprøjtefristerne ved anvendelse af samme produkt i første og anden behandling

Vær dog opmærksom på behandlingsfrist for de marker, der planlægges at blive taget tidligt op. Behandlingsfrist for Comet Pro: 28 dage, Amistar Gold: 35 dage, Proline EC 250: BBCH 49 (vækststadie rod fuld størrelse). 

Det er vanskeligt at slå etablerede angreb ned, så det er vigtigt at udføre anden behandling rettidigt.

Bladsvampestrategi

Til anden behandling anbefales

Hvis forekomst af rust, meldug, Ramularia, men ingen Cercospora:

0,3 liter Comet Pro + 0,3 liter Amistar Gold.

Hvis forekomst af Cercospora:

I særlige tilfælde, hvor der konstateres angreb af Cercospora-bladplet, kan der benyttes den godkendte tilladelse til mindre anvendelse af Proline EC 250.

Her anbefales en blanding af 0,3 liter Comet Pro + 0,3-0,5 liter Proline EC 250. 
Højeste dosering af Proline EC 250 anvendes ved højt smittetryk af Cercospora.

Vær opmærksom på planlægning af eventuelt tredje behandling.

Ved stor bladmasse anbefales en høj vandmængde (+250 l/ha) for at sikre god dækning.

 

Gule pletter i marken

Bedeskimmel

I år ses tilfælde af bedeskimmel (Peronospora) i flere marker. Sygdommen ses i pletter i marken, og skyldes en svampelignende organisme, og ved tidlige angreb kan symptomer ses allerede fra maj måned.

Symptomer:

  • Hjerteblade stopper væksten, bliver gråsorte, fortykkede og tilbagerullede og visner. Det kan forveksles med bormangel eller bedemøl
  • Grå/violet belægning af svampevækst.
  • Ældre blade gulner og bliver fortykkede. De kan forveksles med virusgulsot, da de også er sprøde i strukturen.
  • Rødderne bliver mindre og deforme, og det kan koste på sukkerindholdet.

Bedeskimmel er en kendt sygdom, tidligere især i frøroer. Normalt ses den kun sporadisk, men i år har vejret med mild vinter, tørt forår og fugtige, kølige perioder i sommeren været gunstige for sygdommens udvikling. Sygdommen trives nemlig bedst i sommertemperaturer under 20 grader.

Smitten stammer primært fra jorden, hvor sporer kan overleve i mange år. Sorternes modtagelighed varierer, og større angreb kan medføre udbyttetab. Der findes pt. ingen godkendte sprøjtemidler til bekæmpelse i roerne.

 

Roer der har stået under vand

Den megen regn har medført at flere lavninger og sprøjtespor er ekstra våde. Roer, der har stået under vand, kan få gulfarvede, lettere slatne blade. De fleste roer vil komme sig i takt med at vandet forsvinder.

 

Bedefluelarver

I nogle marker kan nye æg af bedeflue nu ses på bagsiden af ældre og mellemblade. Det er tredje generation af bedeflue. Hvis der ses mange nye æg (hvide og ”buttede”) på planterne (mere end ca. 100 æg pr plante) på mere end 50% af planterne, og når der ses begyndende ny minering, kan en behandling med 0,2 l Lamdex være aktuel. Bemærk at der må maks. behandles 3 gange med Lamdex pr. mark. Bemærk også, at de gamle æg fortsat sidder på mange blade, men er grå og flade, og at de gamle brunlige mineringer ikke længere er aktive.

 

Stokløbere: fjern frøstokke

I de fleste marker er stokløbere og ukrudtsroer fjernet. Hvor dette endnu ikke er sket, er frøudviklingen nu så fremskreden, at frøstokkene bør fjernes fra marken, fx ved opsamling på vogn og bortkørsel for at undgå opformering af ukrudtsroer.

 

Kontrakttegning

I starten af juli har Dyrkerforeningen sendt en mail til alle medlemmer om at 2026-pris-forhandlingerne mellem Nordic Sugar og Dyrkerforeningen er sat på pause i sommerferien. Når en prisaftale er på plads, vil det bl.a. blive meldt ud på vores hjemmeside.

 

Carbokalk: husk bestilling

Carbokalk er et hurtigtvirkende kalkningsprodukt med højt indhold af fosfor og magnesium. Det bidrager effektivt til jordens næringsstofbalance.

Bestil under ”mine opgaver” når du logger ind på CropConnect.