Aktuelt fra marken uge 23, 2023



 


Vækst
Roerne vokser fortsat godt i det solrige og varme vejr. Der ses dog områder eller pletter i markerne med begrænset vækst, som kan skyldes næringsmangel, da jorden er tør i overfladen. Placeret gødning er en klar fordel i et år som i år. Endvidere kan strukturskader, jordbonitet, nematoder mm. være årsag til begrænset vækst.

Ukrudt
Ukrudtssprøjtningerne er mange steder ved at være afsluttet men desværre ikke alle steder med helt tilfredsstillende resultat. Der er endnu mulighed for at få effekt med Safari mod raps, hundepersille m.fl..
Yderligere bekæmpelse kan opnås med radrensning, som mange steder er i fuld gang, og med det tørre vejr opnås god effekt.
Hvor der er væsentlig forekomst af ukrudt, bør ukrudtsbekæmpelsen afsluttes med radrensning inden eller ved rækkelukning. Vær især opmærksom på højtvoksende ukrudtsarter, som kan betyde væsentlig udbyttereduktion.

Skadedyr – hold øje med lusene
Svage forekomster af sorte bedebladlus kan nu ses i mange marker, og i enkelte planter ses der kolonidannelse (mere end 9 bladlus pr plante). Der er ikke fundet bladlus i et omfang, der udløser behov bekæmpelse. Det varme og tørre vejr forventes at fremme forekomst af bedebladlus, og derfor bør roemarkerne nu jævnligt observeres for forekomst. 
Der er ikke fundet grønne ferskenbladlus.

De sorte bladlus sidder i kolonier oftest inde i de nye blade i hjerteskuddet, men kan også sidde på bagsiden af mellemblade. 
De grønne ferkenbladlus vil typisk sidde enkeltvise bag på mellemblade, og der bør også holdes øje med, om de forekommer.
Af nyttedyr, der æder bladlus, ses nu mariehøner, både voksne, larver og pupper samt soldaterbiller.  

Bekæmpelsestærskel bladlus:
Sorte bedebladlus: Hvis mere end 50 % af planterne har begyndende kolonidannelse (en koloni består af minimum 10 bedebladlus).
Grønne ferskenbladlus: Planter under 12 blade: Forekomst af 1 uvinget lus pr. 10 planter. Fra 12 bladstadiet er tærsklen forekomst af 1 uvinget lus pr. plante.

Hvis bekæmpelsestærskel overskrides for bladlus, kan bekæmpelse foretages med to midler: 0,140 kg Teppeki eller 0,280 kg Pirimor 500 WG pr. ha. Begge midler må maks. anvendes 1 gang pr. vækstsæson. Sprøjtning foretages med høj vandmængde (min. 300 l/ha), og sikring af god bladdækning og nedtrængning i afgrøden er vigtig.

Ved behandling med Teppeki angives det at hvis roeplanterne har et kraftigt vokslag (efter en længere solrig periode) kan det være en fordel at tilsætte 0,5 l Renol. Men under normale vækstforhold har det ingen effekt.
Ved behandling med Pirimor kan den ønskede dampvirkning bedst opnås, når der behandles i stille og lunt vejr på saftspændte planter.
Anvend ikke Lamdex, idet ferskenbladlus overvejende er resistente mod pyrethroider. 

Mikronæring
Manganmangel kan stadig forekomme især på løse og sorte jorde, og mangan bør tilføres inden væsentlige mangelsymptomer.
De tørre forhold giver forøget risiko for bormangel især på lette jorde og ved høje reaktionstal.
Bor skal tilføres forebyggende og inden mangelsymptomerne viser sig. 
Tilførsel af bor skal først ske ved rækkelukning, når der er en god bladmasse til at optage det udsprøjtede bor. Det anbefales at tilføre 300 – 400 g bor pr. ha, og i marker med stor risiko for bormangel gentages behandlingen efter 10 – 14 dage.

Husk
Roedagen på Sofiehøj den 15. juni, se program:


Husk bestilling af Carbokalk på ”Mine sider.

Se aktuelle billeder: