Beskrivelser af bladsvampe i sukkerroer

 

 

Meldug

Meldug favoriseres af varmt og tørt vejr med nattedug. Ved forekomst eller begyndende angreb af meldug bør en bekæmpelse straks foretages, da meldug kan udvikle sig epidemisk og hurtigt kan sprede sig til hele marken.
Meldug ses som en hvidgrå filtagtig belægning på bladene.
Meldug kan betyde op til omkring 8-10 % udbyttetab samt forringelse af saftkvalitet.

Bederust

Bederust udvikler sig bedst under kølige forhold med en langsommere udvikling end for meldug. Rust findes normalt i markerne med begyndende angreb fra juli til august måned, med ret langsom spredning og udvikling fra start. Rust ses som små, rødbrune og afsmittende rusthobe på bladoverfladerne. Ved kraftige angreb visner bladene.
Rust kan betyde op til omkring 10-15 % udbyttenedgang samt forringelse af saftkvalitet.

Ramularia

Ramularia fremmes af længerevarende perioder med fugtige forhold og regnfuldt vejr. Ramularia ses som grålige, visne pletter med en rødbrun kant. Pletterne er ca. 4-12 mm i diameter. I begyndelsen er pletterne adskilte, men senere løber de sammen, og får hele bladet til at visne.
Ramularia kan betyde op til omkring 15-20 % udbyttenedgang samt forringelse af saftkvalitet.

Cercospora

Cercospora er et stort problem i Syd- og Midteuropa og har i de senere år spredt sig længere mod nord og forekommer også i Danmark. Varmt og fugtigt vejr fremmer svampens udvikling. Symptomerne minder om ramularia, men pletterne er mindre (ca. 2 - 5 mm) og mere skarpt afgrænsede med en mørk rødbrun kant. Angrebet er meget destruktivt og hele bladpladen visner hurtigt og får en sortbrun farve.
Typisk udbyttetab i Mellemeuropa på 10 - 20 % samt forringelse af saftkvalitet.


Forvekslingsmuligheder
I juli og august måned kan der efter fugtige og blæsende forhold ofte findes roeblade med bakteriel bladplet (pseudomonas syringae). Angrebene skyldes jordbakterier, som under fugtige forhold angriber blade, der er beskadiget af vindslid, kraftig nedbør, radrensning eller anden fysisk skade. Angreb forsvinder igen under mere varme og tørre forhold.
Symptomerne kan forveksles med ramularia eller cercospora. Bakteriel bladplet er oftest i kanten af bladet, eller hvor det er beskadiget. Pletterne er mørke, uregelmæssige og kantede samt på nogle blade ses også gulfarvning af bladnerverne omkring de sorte pletter. 
Der er ingen bekæmpelsesmulighed mod bakteriel bladplet og udsprøjtning af bladsvampemidler har ingen effekt mod denne bakteriesygdom.
 

Blad med angreb af bakteriel bladpletsyge.