Principaftale for 2026/27
Aftale med hovedpunkter om kontrakttyper og roepris 2026/27
Aftalen er indgået mellem Nordic Sugar A/S (NS) og Danske Sukkerroedyrkere (DKS).
Det er parternes ambition at tegne kontrakter på roer modsvarende 345.000 t hvidt sukker til kampagnen 2026/27.
Aftalen for konventionelle sukkerroer omfatter 1-årige kontrakter gældende for sukkeråret 2026/27, 2-årige kontrakter gældende for 2026/27 og 2027/28, og 3-årige kontrakter gældende for 2026/27, 2027/28 og 2028/29.
Hertil kommer kontrakt for økologiske sukkerroer for kampagnen 2026/27.
Alle øvrige vilkår reguleres af ”Brancheaftale mellem Danske Sukkerroedyrkere og Nordic Sugar A/S om dyrkning og levering af sukkerroer fra dyrkningsåret 2026”, af 15. oktober 2025 (Brancheaftalen).
Prøvetagning og analyse sker som beskrevet i NS’ til enhver tid gældende instruks. Prøveudtagningen i Kampagnen sker med Rüpro-prøvetagere som beskrevet i instruksens pkt. 2.2, medmindre andet aftales mellem Parterne.
Hovedpunkter i aftalen – sammen med en kort information om ændringer i forhold til Brancheaftalen 2025 af 16. juli 2024
Kontrakttyper, konventionelle sukkerroer – til kontrakttegning til 2026
- 1-årig kontrakt med overskudsdeling
- 2-årig kontrakt med overskudsdeling og samme pris i begge år
- 3-årig kontrakt med overskudsdeling og med en pris, der i år 2 og 3 følger den til den tid aftalte pris på den 1 årige kontrakt med overskudsdeling
- For alle udbudte kontrakter gælder at overskudsdeling beregnes som 30 % af NS A/S EBIT resultat over EBIT=0
- De 2-årige og 3-årige kontrakter begrænses til maksimalt samlet 82.350 t hvidt sukker (ved overskridelse af den maksimale mængde, konverteres overskydende mængde til 1-årig kontrakt med overskudsdeling)
- De 2-årige og 3-årige kontrakter indgås med samme areal for alle år
Roepriser – til kontrakttegning til 2026
1-årig kontrakt med overskudsdeling
1-årig kontrakt med overskudsdeling afhængig af Nordic Sugars regnskabsresultat (EBIT-IFRS) i regnskabsåret 2026/27.
Ved et EBIT-resultat på 0 mio. kr. er roeprisen 238,40 kr pr. ton rene roer (32,00 €). I beløbet indgår forventede gns. tillæg/fradrag. Ved et EBIT-resultat større end 0 øges roeprisen med 1,41 kr pr 10 mio. kr øget EBIT. Prisen for rene roer med 16 % sukkerindhold er 180,81 kr pr ton (24,27 € pr ton).
2-årig kontrakt med overskudsdeling og samme pris i begge år
2-årig kontrakt med overskudsdeling afhængig af Nordic Sugars regnskabsresultat (EBIT-IFRS) i henholdsvis regnskabsåret 2026/27 (år 1) og regnskabsåret 2027/28 (år 2).
Ved et EBIT-resultat på 0 mio. kr. er roeprisen 236,54 kr pr. ton rene roer (31,75 €) i begge år. I beløbet indgår forventede gns. tillæg/fradrag. Ved et EBIT-resultat større end 0 øges roeprisen med 1,41 kr pr 10 mio. kr øget EBIT. Prisen for rene roer med 16 % sukkerindhold er 179,18 kr pr ton (24,05 € pr ton).
3-årig kontrakt med overskudsdeling og med en pris, der i år 2 og år 3 følger den til den tid aftalte pris på den 1-årige kontrakt med overskudsdeling
3-årig kontrakt med overskudsdeling afhængig af Nordic Sugars regnskabsresultat (EBIT-IFRS) i henholdsvis regnskabsåret 2026/27 (år 1), regnskabsåret 2027/28 (år 2) og regnskabsåret 2028/29 (år 3).
Pris i kampagnen 2026/27 (år 1): Ved et EBIT-resultat på 0 mio. kr. er roeprisen 234,68 kr. pr. ton rene roer (31,50 €). I beløbet indgår forventede gns. tillæg/fradrag. Ved et EBIT-resultat større end 0 øges roeprisen med 1,41 kr pr 10 mio. kr øget EBIT. Prisen for rene roer med 16 % sukkerindhold er 177,54 kr pr ton (23,83 € pr ton).
Pris i kampagnen 2027/28 (år 2): Samme pris som aftales for det pågældende år på den 1-årige kontrakt med overskudsdeling.
Pris i kampagnen 2028/29 (år 3): Samme pris som aftales for det pågældende år på den 1-årige kontrakt med overskudsdeling.
Kontrakt på Økologiske roer til kampagnen 2026/27
Fast pris er 521,50 kr pr ton rene roer (70,0 €) med 16% sukkerindhold. Hertil kommer tillæg og fradrag som aftalt i Brancheaftalen. Pris på økologiske roer påvirkes ikke af EBIT resultat i Nordic Sugar.
Såfremt interessen for økologisk dyrkning overstiger markedsbehovet på op til 1.300 t hvidt sukker, reduceres Dyrkernes ønsker med samme model, som anvendes for konventionelle Dyrkere (jf. Brancheaftalen pkt. 9.6).
Gældende for alle kontrakter
Alle priser er baseret på en fast pris i Euro og dermed afhængig af den endelige eurokurs i den pågældende kampagne. Ovennævnte priser er beregnet ved en kurs på 7,45 kr/EUR.
Yderligere ændringer i Brancheaftale og Leveringskontrakt
Allokering af kontraktvolumen til eksisterende og nye dyrkere
- Der defineres et samlet markedsbehov til en kampagne. Der udbydes kontrakttegning til den ”Frie kontraktvolumen”, som er markedsbehovet reduceret med allerede indgåede kontrakter.
- Såfremt den samlede interesse fra dyrkere overstiger den ”Frie kontraktvolumen”, allokeres kontraktmængde til eksisterende og nye dyrkere som følger:
- Nye dyrkere skal dokumentere status som aktiv landmand ved at fremsende kopi af deres ansøgning om Enkeltbetaling for året, hvor kontrakttegningen udbydes (for kontrakttegning til Kampagnen 2026/27 er det Enkeltbetalingsansøgning for 2025)
- For at opnå status som ny dyrker må afgrøden ”Sukkerroer til fabrik” ikke fremgå af den indsendte ansøgning om enkeltbetaling
- Nye dyrkere kan maksimalt ansøge om 25 % af det omdriftsareal, der fremgår af den fremsendte ansøgning om enkeltbetaling
- Nye dyrkere tildeles samlet op til 7 % af den ”Frie kontraktvolumen”, der skal tegnes til kampagnen
- Nye dyrkere kan ikke overdrage kontraktmængder i første kampagne
- Såfremt den samlede interesse fra nye og eksisterende dyrkere overstiger den ”Frie kontraktvolumen”, afvises nye dyrkere med mere end 80 km afstand til nærmeste fabrik
- Såfremt interessen fra nye dyrkere fortsat overstiger den allokerede mængde på 7 % af den ”Frie kontraktvolumen” til nye dyrkere, reduceres alle nye dyrkeres ønske til kontrakt med samme procentsats
- Parterne er enige om, at eksisterende dyrkere, der uretmæssigt forsøger at opnå status som nye dyrkere, afvises mulighed for kontrakttegning som nye dyrkere
- Har man været uden dyrkningskontrakt i 1 år, defineres man som ny dyrker
- Eksisterende dyrkere tildeles som minimum 93 % af den ”Frie kontraktvolumen”, der skal tegnes til kampagnen 2026/27
- Såfremt interessen fra eksisterende dyrkere overstiger den tildelte kontraktvolumen til eksisterende dyrkere, reduceres den ønskede kontraktmængde til eksisterende dyrkere ud fra følgende trinvise fremgangsmåde:
- Først reduceres i ønsket kontraktmængde, der overstiger Dyrkerens kontraktmængde i den foregående kampagne. Reduktionen sker med samme procentsats for alle
- Dernæst reduceres alle Dyrkeres ønsker (indenfor den enkelte dyrkers kontraktmængde i foregående Kampagne) med samme procentsats
- Vilkår for roetransport
- Der præciseres krav til transportvejes tilstand, bredde og bæreevne
- Der præciseres krav til vejforhold, hvor der er behov for at bakke for at kunne læsse roer og et gebyr for at skulle bakke
- Det præciseres, at cykelstier ikke må anvendes ved læsning af roer, medmindre der anvendes køreplader
- Der indskrives, at dyrkere ikke kan udtræde af NS transportordning efter den 31. december 2027. Men herefter kan man fortsat transportere en del af sine egne roer som hybridtransportør.
- Takster for jordfragt og for dyrkernes egen transport af roer vil fremover blive indeksreguleret årligt med udgangspunkt i 2. kvartal 2026
- Takst for dyrkers læsning af egne roer ændres til at gælde for rene roer og indeksreguleres årligt med udgangspunkt i 2. kvartal 2026
- Indeksering vil således ske første gang til Kampagnen 2027/28
- NS kompenserer vejafgift for transportører efter egen beregning
- Prisjustering ved overleverance
- Dyrkere, der i en kampagne leverer mere end 110 % af den forventede leverance, opnår en roepris fastsat af Nordic Sugar for den del af roeleverancen, der overstiger 110 % af forventet leverance
- Nordic Sugar meddeler prisen for roeleverancer, der overstiger 110 %, forud for kampagnestart
- Øvrige forhold
- Dyrkerne skal i SAI-certificeringen senest fra 2031 opnå guld-niveau
Nykøbing Falster den 20. oktober 2025